Michael Laudrup i BARONS' Man in the Shirt portrætinterview

Michael Laudrup: Du får aldrig svaret

Oktober 2022

Man In The Shirt

I et parallelt univers kunne Michael Laudrup være endt som bankmand. Han kunne have startet sin fodboldkarriere i England i stedet for Italien - og være endt i PSV i stedet for Barcelona.

I det parallelle univers ville verden have set anderledes ud - ikke bare for Michael, men formentlig også for alle os, der husker ham som verdens bedste fodboldspiller.

Men, den alternative virkelighed, og de beslutninger han traf, tror han ikke, man kan lære ret meget af.
 

“Det er jo livet, det er livet. Du kan jo aldrig nogensinde få svaret på, hvad der ville være sket, hvis du havde taget et andet valg,” siger han og skifter emne, hver gang man nærmer sig det

Da vi for eksempel stiller ham spørgsmålet: “Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv som 17-årig et godt råd; hvad ville det så være?”, siger han:

“Det der med råd bagud i tid. Så vil jeg hellere bruge tiden på at give råd til nogen, jeg virkelig holder af, hvis de kommer i en situation, som jeg eller min familie måske har været i.”

Det med at lade vigtige tilfældigheder og beslutninger ligge i fortiden, kommer vi tilbage til.

I dag, hvor vi møder ham i midten af København, er han dog tvunget til at se tilbage på de tilfældigheder, valg og fravalg, som en karriere som fodboldspiller - eller alt muligt andet - består af.

 

Michael Laudrup i The Ambassador poloen fra BARONS


F for fodbold?

En dag, mens han går på gymnasiet, går Michael Laudrup på biblioteket for - ligesom langt de fleste i hans generation - at kigge i bogen: “Hvad kan jeg blive.”

Han slår op på bogstavet “F” - og det er ikke for at finde ud af, hvordan man bliver “fodboldspiller”. På det her tidspunkt overvejer Michael Laudrup nemlig alle mulige andre jobmuligheder - blandt andet om han skal have en finansuddannelse.

“Det var dengang med lånerkort og det hele. Jeg kiggede på alle mulige uddannelser, og hvad der skulle til. Men så gik det lige pludselig stærkt”, siger han.

Kort tid efter - i foråret 1983 - banker Liverpool nemlig på døren. De vil have ham på en tre-årig kontrakt, og det bliver de hurtigt enige om.

Men så sker der noget, som rammer den 18-årige Laudrups retfærdighedssans og vilje.

“De ringer pludselig igen og siger: Det skal være fire år i stedet for tre, men det sidste skulle ligesom være gratis, fordi jeg skulle bruge det første år til at lære. Og argumentet holder, men det skal være fair. En aftale er en aftale. De regnede jo med, at jeg ville sige ja. Det gjorde jeg så ikke,” siger Michael Laudrup og tilskriver sit nej til én af verdens største fodboldklubber sin retfærdighedssans.

Som mange vil vide, endte Michael Laudrup med i stedet at blive solgt til Juventus og spille de to første år udlejet i Lazio.

Retfærdighedssansen og lidt tilfældigheder sendte ham altså sydpå i stedet for vestpå, og han har aldrig rigtigt overvejet, hvordan hans karriere ville have set ud, hvis den var startet i Liverpool.

“Du kan jo aldrig nogensinde få svaret på, hvad der ville være sket, hvis du havde taget et andet valg, hverken i fodbold eller i erhvervslivet,” som han udtrykker det.

 

Michael Laudrup i vindueskarm ifbm Man in the Shirt interview


Altid under pres

I stedet flyver Laudrup til Rom og det nedrykningstruede Lazio. Her, midt i firserne, ser fodbold helt anderledes ud end i dag. Dengang måtte der kun være to udlændinge på hvert af Serie A’s 16 hold. Laudrup var altså én af i alt 32 udlændinge i verdens måske bedste liga.

Derfor var der pres på fra starten.

“Man var en af de 32 udvalgte, og det er jo klart, at så er de jo ligeglade med om, du er 19 år og har spillet syv landskampe og kommer fra Danmark og den danske liga, eller om du er Diego Maradona som kommer og spiller i Napoli eller Marco van Basten. Når det gik dårligt, så kiggede man på de udenlandske spillere,” siger Michael Laudrup.

I dag lander unge danske fodboldspillere på udlandseventyr i klubber med mange andre udlændinge, og de får derfor ofte længere tid til at vænne sig til presset.

“Det var hårdt, fordi det også gik dårligt for holdet. Så kigger man på træneren. Han får hug, og så hopper man videre til udlændingene. Det er jo klart, det kan man bedre håndtere hvis man har otte års erfaring, end hvis man har seks måneder” siger Michael Laudrup.

Det er ikke kun på banen, presset er stort. I Lazio må Michael Laudrup lynhurtigt lære italiensk. Der er kun én af hans medspillere, som taler en smule engelsk - alt andet foregår på italiensk.

Og det er i forbindelse med det italienske, at Michael Laudrup pludselig siger: “ Jeg tror aldrig, at jeg har været så nervøs. Jeg var mere nervøs, end da jeg skulle sparke straffe i EM semifinalen.”

Det, der gør den ellers altid cool Michael Laudrup nervøs, er et radiointerview, hvor han skal tale italiensk blot otte måneder efter, han er kommet til landet.

“Jeg var virkelig nervøs. Vi kender alle sammen de her sjove historier med udlændinge, der kommer ind og så bliver de spurgt i øst og svarer i vest. Jeg forstod ikke alle ordene, og alt hvad jeg blev spurgt om, men jeg forstod konceptet og jeg kunne svare,” siger han med et smil og slår fast, at når man er gæst i et andet land, bør man forsøge at lære sproget at kende.
Man in the Shirt interview med M. Laudrup


Forskellige ledertyper

Michael Laudrup har altså altid skullet rage op og påtage sig ansvar - lederansvar. Det kan man gøre på mange måder, mener han.

“Der er mange forskellige former for ledere - også inden for fodbold. Der var en periode, hvor når man snakkede om ledere i fodbold, så var det altid den, der råbte højest. Altså, Thomas Graversen og Søren Lerby, for nu lige at nævne nogle som man kender. Men så har du også de andre. Dem der snakker meget og som hjælper. En Morten Olsen for eksempel.”

Selv var han dog en helt anden type.

“Så har du dem, som måske ikke siger så meget, men som i form af deres spil gør, at du føler, at når de er med, så har vi større chance for at vinde. Jeg har for eksempel spillet med Ronald Koeman i Barcelona. Han var ikke den bedste forsvarsspiller, men man vidste, at man altid kunne spille ham. Sådan er der mange, der har sagt om mig. Når han er med, så har vi altid en, vi kan spille på den anden banehalvdel. Det er jo en kæmpe kompliment,” siger han om sin egen ledelsesstil.

 

Michael Laudrup i The CEO skjorten fra BARONS

Nuancerne i spil som kommentator

I det hele taget har Michael Laudrup et meget nuanceret syn på fodbolden, fodboldbranchen og ledelse.

“Det meste sker i nuancerne,” som han siger på et tidspunkt.

Man kan godt forsøge at stille ham ja-nej spørgsmål. Svarene er bare mere nuancerede. Det forsøger han også at være i sit job som fodbold-kommentator, selvom medierne gerne vil have hårdslående og sort-hvide analyser af, om en træner skal fyres eller ej.

“Jeg har prøvet fodbolden fra mange forskellige vinkler. Jeg har løbet rundt derinde, har stået udenfor på sidelinjen, og nu står jeg og ser det udefra og snakker om det. Når det gælder, så kan der jo ske meget på kort tid. Derfor skal man passe på med altid og aldrig,” som han udtrykker det.


Barcelona: Endnu en "tilfældighed"

I 1988 vil Juventus købe en fjerde udenlandsk spiller - en mere end holdet må have. Derfor er Michael Laudrup opmærksom på efterspørgslen fra andre klubber. Der er blandt andet interesse fra hollandske PSV. Men lige før den endelige underskrift bliver Michael Laudrup dog i tvivl. “Hollandsk fodbold er sådan et sted man starter sin karriere”, som han udtrykker det i dag.

Han går til, Boniperti, præsidenten for Juventus, som han har et rigtigt godt forhold til. Han overbeviser ham om, at han skal blive i endnu et år. Juventus må derfor sende Ian Rush tilbage til England.

Et år senere kommer så tilbuddet fra Barcelona, og Michael Laudrup må tage en meget svær samtale med Boniperti, som nu gerne vil beholde ham. Han ender i Barcelona. Resten er historie.

“Man kan godt planlægge sin karriere. Du kan godt have en plan for din karriere, men lige pludselig sker der bare noget, og det kom jeg jo ud for et par andre gange i min karriere. Man troede, at man helt sikkert skulle den ene vej, og så på ganske kort tid gik det så en helt anden en helt anden vej,” siger Michael Laudrup om blandt andet skiftet til Barcelona.

Den anden vej førte både til spanske mesterskaber og det, der i dag er Champions League-trofæet.

De bedste trofæer har Michael Laudrup faktisk vundet, efter han stoppede som aktiv spiller.

 

Michael Laudrup i en lobby til BARONS' Man in the Shirt portræt


Fodbold-topledelse

Michael Laudrup har altid været en leder på banen, stille måske, men i kraft af sit forrygende spil en leder. Derfor så mange ham også som træner, da han stoppede karrieren i 1998.

Det er dog en helt anden rolle, siger han i dag.

“Det at væres spiller svarer til at være medarbejder i en virksomhed. Og så skal du lige pludselig have et lederjob. Du kan ikke sidestille de to ting. Jeg er tit blevet spurgt; hvad er hårdest? Der er ingen sammenligning. Det er hårdest at være træner,” siger han.

Det er også derfor, han selv nævner Capital One Cup trofæet med Swansea som sit største trofæ. Det betød enormt meget for den lille walisiske by at vinde det.

Da han selv blev træner, overvejede Michael Laudrup de positive og negative sider ved sine egne trænere og skabte så derfra sin egen stil. Igen med masser af nuancer, for han mener ikke, at nogen mennesker er entydigt positive eller negative. Derfor har han også lært noget af dem, han endte med at komme på kant med - blandt andet træneren fra Barcelona-tiden Johan Cruyff, som Michael Laudrup i øvrigt mener er den bedste træner, han har haft i sin karriere.

 

Laudrup laver holdopstillingen

“Hvis du har en chef, der er meget krævende, som fylder meget i sig selv, så siger du bare på et tidspunkt, at du skal have lidt luft og den får du så på en anden arbejdsplads eller en anden fodboldklub,” som han udtrykker det.

Michael Laudrup tager både negative og positive oplevelser med fra sin fortid, men han går ikke og overvejer, om livet ville have formet sig anderledes, hvis han havde truffet andre valg, eller tilfældighederne havde sendt ham i en anden retning.

Han har heller aldrig - som mange fodboldspillere ellers gør - fortrudt, at han stoppede sin aktive karriere i 1998, selvom han godt kunne være fortsat et par år mere.

“Det var helt perfekt. Bare at prøve at leve en helt almindelig dagligdag. Det havde jeg ikke prøvet, siden jeg var 17.”

 

Det lærte vi af Michael Laudrup

 

  1. Grib chancerne
    Man kan godt planlægge sin karriere, men nogle gange opstår der muligheder, som man bare skal gribe og se, hvad der sker.

  2. Se dig ikke tilbage
    Det giver ikke mening at overveje, om en karrierebeslutning var den rigtige. Den kommer nemlig ikke igen - ikke på samme måde i hvert fald. Se fremad i stedet for.

  3. Se nuancerne
    De færreste oplevelser og mennesker er entydigt positive eller negative. Det hele findes i nuancerne.

  4. Forskellige ledertyper
    Der er plads til forskellige ledertyper på et team. Den, der råber højt og skaber motivation. Ham, som tager sig af det sociale, og ham der driftsikkert leverer i pressede situationer.

 

Michael Laudrup i The CEO skjorten

 Michael Laudrup i The CEO

 



MAN IN THE SHIRT ”Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod” - citat Theodore Roosevelt i Paris, 1910. I portrætserien ”Man in the Shirt” møder BARONS inspirerende mennesker med det til fælles, at de har sat sig selv i spil og på spil. Hvor finder de mod? Hvad er det vigtigste de har lært på vejen? Og hvad kan vi andre lære af dem?


Fakta

Michael Laudrups aktive karriere som både spiller og træner aftvinger respekt, kort og godt. I 2021 blev en ny titel tilføjet: Det største danske sportsnavn i de seneste 125 år.

I dag arbejder han som fodboldekspert og -kommentator i forbindelse med Premier League og Champions League kampe.

Michael Laudrup portrætbilled i sort/hvid