TC Høiseth er pedellens søn, der på trods af en svær barndom blev globetrotter og livsnyder samt en ambitiøs forretningsmand, der tror på kraften i mellemmenneskelige relationer.
"Næsten dagligt må jeg knibe mig selv i armen," siger han.
Tor Christian Bødtker Høiseth, eller "TC" som alle kalder ham, kigger ud over panoramaudsigten ved Besserud tæt på Holmenkollen i Oslo. Det er her, at han bor i et 350 kvadratmeter stort hus med swimmingpool, jacuzzi, sauna, garage med fitnesscenter, indkørsel med basketballbane og en solrig terrasse med udsigt over Oslofjorden. Det var det hus, han plejede at drømme om, når han kørte forbi med toget som barn.
"Jeg spørger tit mig selv, 'hvornår mon jeg vågner fra den her drøm'. Det at bo her og at kunne rejse verden rundt for at arbejde og møde interessante mennesker er ren magi. Jeg er stolt af det, jeg har opnået, men på samme tid er jeg meget ydmyg, fordi jeg har været heldig. Jeg har altid haft en flok af fantastiske mennesker omkring mig, der har heppet på mig og hjulpet mig på vej", siger han.
Han er stille i et øjeblik, mens han kærligt klapper sin hund "Bøtta", der kredser om benet på ham.
Hvis der er én livsregel, der har fulgt mig siden jeg var lille, så er det: "Giv aldrig op". Jeg er ekstremt taknemmelig for at have tillært mig dette, for det har givet mig styrken til at klare mig selv. Det gjorde mig bevidst om, at man selv har et ansvar for at skabe sit eget liv.
Karriere og fritid
TC Høiseth er partner i Antler, et globalt venturekapitalfirma, der har etableret sig som den mest aktive i de såkaldte early-stage investeringer globalt. I 13,5 år arbejdede han i investeringsbanken Arctic Securities, hvor han også drev deres kontor i Rio de Janeiro i tre år. Men der er mere i livet end bare arbejde. Det ved TC godt.
Han elsker at løbe og har en personlig rekord på maraton-distancen på tre timer og seks minutter. Ikke desto mindre er et af hans fremtidige mål at gennemføre på under tre timer. Han står på ski, både langrend og alpint, vandrer i de norske bjerge, elsker at ride på heste og spille polo. Han kan både italiensk og portugisisk og er kendt for at være vært for middage og store fester – gerne med lige så mange og forskelligartede grupper af mennesker som muligt. Hver påske i Eidsbugarden (i de norske fjelde) inviterer han og hans venner hele lokalsamfundet på afterski langfredag. Han elsker at omgås "mennesker", og det ser ud til, at kærligheden er gengældt.
Vi møder ham dagen efter en flere måneders lang forretningsrejse. Han tilbragte to måneder i hjertet af Silicon Valley, San Francisco, og to måneder i Dubai. Verden er blevet TC's "kontor". Han er altid på farten, oftest med fly, hvilket har resulteret i, at han har opnået Pandion-status hos SAS. Han er desuden altid på udkig efter at møde nye mennesker og udforske muligheder. Nogle er bedst med tal og regneark, andre er bedst med mennesker.
TC tilhører den sidstnævnte kategori.
Jeg er privilegeret over at have fået tilliden til at rejse verden rundt og møde så utrolig mange dygtige, søde mennesker. At få succes i erhvervslivet har for mig handlet om at skabe tillid og gode relationer”, siger han.
Han smiler og afslører sine skinnende hvide tænder. Han er høj og velplejet, med halvlangt, lyst hår. Han er typen, der kunne gå ned ad en catwalk uden at nogen ville undre sig over det.
“I San Francisco mødte jeg grundlæggeren af et af verdens første venturekapitalselskaber, og han inviterede mig til sin vingård i Napa Valley. Der sad vi og snakkede til langt ud på natten om alt inklusiv Antler, og hvad vi investerer i, og hvordan vi arbejder. Vi drak vin, spiste aftensmad og nød det naturlige flow i samtalen."
Han læner sig ind over bordet.
"Set udefra kan dele af mit arbejde virke som fritid og ferie, men i det her job går fritid og arbejde hånd i hånd. Sådan er det her liv. Jeg møder så mange mennesker gennem arbejdet, som jeg kommer tæt på, og som ofte bliver mine venner. For mig har det vigtigste været at skabe tillid, udover at levere et godt produkt eller en god service. Vi er alle mennesker, og at etablere et godt førstehåndsindtryk gør det helt sikkert nemmere at se muligheder frem for begrænsninger. For mig har denne tilgang været helt afgørende".
Glem aldrig hvor du kommer fra
Nogle gange skaber det sted, hvor du vokser op forventninger til, hvem du er. Kommer man fra den vestlige del af Oslo, som TC, er man typisk født med en sølvske i munden. Du er vant til et stort hus, en hytte i bjergene og et fyldt køleskab.
Det var ikke tilfældet for TC. Selvom han voksede op i den fornemme del af byen, var livet alt andet end enkelt. Han boede i pedelboligen ved Hemingbanen, hvor hans far havde ansvaret for lokalerne til Oslos største sportshold. TC er enebarn, og hans mor døde, da han kun var et år gammel. Og i den lille del af det gamle klubhus, hvor de havde lejlighed følte han sig ofte bange og fanget. Hans far var alkoholiker, og når han drak, kunne han blive vred og ustabil, nogle gange voldelig.
"Mange af mine klassekammerater boede i store huse, og havde forældre med vigtige job og gode stabile indkomster. Det havde jeg ikke noget af, og jeg forsøgte hele tiden at skjule situationen med min far og hans alkoholproblemer," siger TC.
TC tilbragte meget tid med sin bedstemor i Kongsberg (en lille by en time uden for Oslo) og andre børn i nabolaget. Så følte han sig mere "normal". Dér var han som alle andre, og han blev ikke stemplet som 'pedellens søn'. Den samme ro følte han i Bø, hvor han hele sommeren arbejdede på restaurant i Sommerland (det lokale badeland), hvor han allerede som 11-årig serverede sodavand og pizza inden han senere avancerede til andre arbejdsopgaver med stigende ansvar.
“Fra en tidlig alder var jeg nødt til at tage sagen i egen hånd. Hvis jeg ville have rent tøj på, måtte jeg ofte selv vaske det. Jeg tissede nogle gange i sengen, men min far gad sjældent skifte lagner. Normalt blev han meget vred, så oftest turde jeg ikke fortælle ham det. Hvis han tilfældigvis fandt ud af det, lagde han bare et håndklæde på til at dække den våde del, hvilket fik det til at føles lidt bedre - i hvert fald for en kort stund. I skolen dagen efter lugtede jeg af urin og mine venner kaldte mig "Stink-osaurus". Så tænkte jeg: "Ingen kommer nogensinde til at kalde mig 'Stink-osaurus' igen". Det var i de tidlige år i folkeskolen, og jeg må have været 7-8 år gammel. Fra da af tog jeg ansvaret for at gå i bad og sørge for, at jeg havde rent tøj på”.
Han husker den psykiske terror og stress på vej hjem fra skole: Hvad ventede ham derhjemme? Var far fuld eller ej? Havde han fået forberedt fodboldbanen, Hemingbanen, med kridt for at markere stregerne, som var hans job? Idrætsbygningen skulle åbnes om morgenen og låses om aftenen, men TC måtte ofte overtage ansvaret.
“Heming-spillere, der gik på min skole, kunne banke på døren til vores lejlighed og bede om at låne en boldpumpe, og far åbnede døren fuld og nøgen. Det er ikke særlig sjovt, når man er 10 år gammel...”
TC løb ofte hjemmefra. Han skulle bare væk. Nogle gange løb han hen til sin tante og fætre, der boede lige over for togskinnerne. Andre gange gik han op og ned ad nabogaderne og drømte om, hvordan livet kunne have været. Og hvad der foregik inde i de store huse han kun så langvejs fra. Livet inde i de ukendte stuevinduer virkede som lysår væk. Det var en anden virkelighed. Noget mere sikkert. En næsten ufattelig drømmeverden.
“Jeg havde et had-kærlighedsforhold med min far. Når han var ædru, var vi gode venner og meget tætte. Så var det os to mod "resten af verden". Tanken om at miste ham var ulidelig, for så ville jeg være helt alene. Jeg sagde til børneværnet (Norwegian Child Welfare Services, red.), at jeg ville bo hos min far, da de spurgte mig. På et tidspunkt fik vi en hund. Først én, så hvalpe og så beholdt vi en af hvalpene, så vi havde to. Hundene blev min fysiske og mentale form for lykke. Jeg kunne hygge mig med dem, og når jeg var ked af det, var det bedste at græde mine tårer ind i deres pels.”
I en alder af 13 år tog han et livsændrende valg
Nogle familievenner inviterede ham til at holde jul med deres familie i Bø i Telemark, og TC sagde ja. Han valgte ikke at holde jul hos sin far og sin mormor i Kongsberg. Han kan stadig mærke både spændingen og skyldfølelsen, da han kørte afsted og så sin far og bedstemor i bagruden.
Det var den sidste jul, som han holdt med sin far.
Og han træf en af de vigtigste valg i i hans liv.
“På det tidspunkt tog jeg kontrol over mit liv. Familien, der tog imod mig, vidste, hvordan tingene var derhjemme, og ville gerne hjælpe. Siden da har jeg været hos dem hver jul og hver sommer. Og jeg er jævnligt til søndagsmiddage og vi har daglig kontakt på familiens WhatsApp chat. De blev min nye familie – en familie jeg elsker utroligt meget. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg ville have klaret mig uden dem. Jeg føler mig stadig lidt skræmt - og ekstremt stolt - når mine søskende omtaler mig som deres bror, uden forbehold eller yderligere forklaring.”
TC’s far døde for 10 år siden, da TC var 30 år gammel. Men det var først da han var omkring de 20 år, at han følte sig tilstrækkelig sikker på, at han havde etableret sit eget liv og sin egen tilværelse. Det var også først heromkring, at han klar til at fortælle andre om, hvordan det var at vokse op med en alkoholiseret far.
Jeg håber, at min opvækst har gjort mig mere bevidst omkring, hvordan andre har det.
Jeg forsøger at møde alle med et smil og respekt – og huske på, at alle har deres egen historie med i bagagen. Vi spiller alle hovedpersonen i vores eget liv, og gør vores bedste med de kort som vi har fået på hånden.
– Tror du på, at din opvækst har været med til at gøre dig stærkere til at opbygge relationer?
“Forretning har for mig altid handlet meget om at skabe tillid – og så skal man være åben og ærlig. Jeg har ikke svært ved at vise min sårbarhed, og når jeg gør det, åbner andre sig typisk også. Jeg finder det virkelig berigende og givende for begge parter.”
Der er noget uovervindeligt over ham
TC’s rejse mod succes med en eventyrlig karriere kan sammenlignes med det norske folkeeventyr om en ung dreng ved navn Askeladden, der startede som en underdog uden store forhåbninger og endte som en helt via sin opfindsomhed og modstandsdygtighed.
Som 15-årig gik han i gymnasiet i USA i et år. Han var kickeren på skoleholdet, og fik tilnavnet 'Det norske mareridt'. Han blev valgt til Prom King ved Senior Year Prom. Selvtilliden steg og en følelse af selvværd voksede i ham.
Som 20-årig flyttede han til Milano for at studere økonomi. Han var god til matematik og naturvidenskab og udmærkede sig i disse fag. Efter studiet kom han i praktik hos investeringsbanken Carnegie i Oslo.
“Jeg arbejdede rigtig hårdt i denne periode og gjorde alt for at imponere chefen og få et fast job. Jeg prøvede alt. Jeg sendte ham billeder fra da jeg stod på ski, for jeg vidste, at han selv var skientusiast. Jeg ringede nok 20 gange, sendte mails og fulgte op. Jeg gjorde alt for at vise, hvor dedikeret og interesseret jeg var.”
Giv aldrig op
I lang tid hørte han intet tilbage, men TC gav ikke op. En dag da han vendte tilbage fra universitetet, åbnede han sin bærbare computer, hvor der lå en ny e-mail fra chefen. I emnefeltet stod der: "Vedholdenhed betaler sig". Og videre i mailen stod: «Kære TC! Jeg har fornøjelsen af at tilbyde dig et fast job i Corporate Finance afdelingen hos Carnegie.
Jeg tror på, at en af mine største styrker er, at jeg aldrig giver op. Folk skal nærmest skrige mig i øret, før jeg rent faktisk er enig i, at handlen ikke går igennem. Nogle gange har jeg brugt alt for meget tid på en enkelt transaktion, som i sidste ende ikke lykkedes.
Han fortsatte sin karriere i Pareto, dengang Arctic, hvor han blev ansat som 23-årig. Han var på forsiden af Dagens Næringsliv (Norsk nyhedsmedie, red.) som den "bedst betalte under 30 år". Så snart han vågner om morgenen er hans fokus på de opgaver, der venter. Hvis han ikke tænker på de aftaler han indgår, så tænker han på de investorer, han arbejder sig op imod. Ofte lykkes det ham at fange kunden, men ikke altid.
“Jeg kan ikke lide at fejle. Så kan jeg blive rigtig ked af det og vred. Men min holdning er: Jeg accepterer ikke nederlag, for jeg giver aldrig op. Nogle gange kan løsningen være at genstarte. At stå på ski eller løbe i skoven eller i bjergene for at rense tankerne hjælper. Ofte i den dybe skov med løbeskoene på og med "Bøtta" ved min side. Efter et par kilometer udendørs med høj intensitet får jeg ofte en bølge af positiv energi, og jeg kommer tilbage på rette spor. Det kan give mig klarhed, så jeg kan se tingene fra et andet perspektiv.”
Andre gange, under forhandlinger og diskussioner med kunder, kan det være godt at opføre sig mere som japanerne: Gør dig tryg ved stilhed, når andre mennesker er i nærheden. Selvom du har ordet og opmærksomheden i rummet, så læn dig tilbage, tænk en ekstra gang og reflekter over det spørgsmål, der stilles. Grib stilheden, og svar herefter eftertænksomt og klart.
- Så har du fået succes?
“Jamen, stilheden giver dig tid til at udtrykke dig bedre. Ofte kan andre blive utilpas ved stilheden, så ja, det har ofte fungeret som en god løsning for mig mange gange.”
Når arbejde og fritid overlapper hinanden og går hånd i hånd
Han fejrede sin 40 års fødselsdag på en forretningsrejse i Dubai med forretningsforbindelser og nogle venner af venner, som han havde forbindelse til via sociale medier. Det er ofte sådan, at han møder folk på forretningsrejser i udlandet. Da han tog til Hong Kong for første gang, spurgte han på Instagram, om nogen kendte til nogen bekendte der. Han fik mange svar og var i den periode social næsten hver aften eller i weekenden efter arbejdsopgaverne var klaret. Siden har han holdt kontakten med flere af dem. Han gjorde det samme for nylig i San Francisco.
Jeg elsker det her liv, hvor arbejde og fritid går hånd i hånd, samtidig med at jeg har oplevet verden og i endnu højere grad lært nye og spændende kulturer at kende. At bruge tid et sted og blive i weekenden og prioritere fritiden med dem, jeg møder gennem arbejdet, er for mig optimalt.
“Jeg kan løbe, stå på ski og træne med mine forretningspartnere, gå til middage og være ude med dem, uden at tænke over et personaleansvar i Norge. Denne frihed og fleksibilitet er en form for luksus, jeg har værdsat meget højt. Mine afdelingsledere og administrerende direktører har altid været meget støttende i forhold til, hvordan jeg har valgt at arbejde, og vi har haft gensidig respekt og tillid”, siger TC.
Men når han vågner alene efter en weekend på en forretningsrejse i udlandet, dukker der selvfølgelig nogle ekstra tanker op.
“Nogle gange tror jeg, at livet ville være endnu bedre sammen med en. En jeg kan dele alt med, fra tidlig morgen til sen aften. Men jeg har endnu ikke mødt denne særlige person, og indtil da mener jeg stadig, at dette er den rigtige prioritet i livet for mig.”
- Tror du, at det relaterer sig til, at din far stadig er i tankerne?
“Som en "møllesten om halsen"? Nej, det tror jeg ikke. Jeg har rystet ham af mig. De perioder, hvor jeg tænker mest på ham, er typisk fra den 20. november - som var hans fødselsdag - og frem til jul. Når jeg hører sangen "Home for Christmas" af Maria Mena, husker jeg den dag, hvor han døde. Det var den 15. december, hvor vi spillede den sang på repeat, indtil han døde”.
TC har det samme fornavn som sin far, Tor. Men han ønsker at kendes som TC.
Jeg var nok hård ved mig selv og formåede at sætte mine egne grænser som barn. Det kunne helt sikkert været gået gået den forkerte vej. Jeg har et normalt forhold til alkohol, jeg er ikke sur eller bitter, og er utrolig glad for mennesker og livet generelt. Jeg føler også, at jeg har lært en af de vigtigste ting i livet: At se mennesker for hvem de er - og forhåbentlig lægge mærke til dem, der har brug for at blive set.
Hans blik bliver mere intenst.
“Når nogen påstår, at folk fra det vestlige Oslo er overfladiske og selvcentrerede, har jeg mange eksempler på det modsatte. Jeg blev set og der blev taget hånd om mig. Nogen så mig, da jeg havde brug for det. Der er mange måder at "se" andre på. Det blev jeg gjort ekstra opmærksom på i Bø for mange år siden. Jeg fik en arm om min skulder og blev spurgt: "Hvordan har du det egentlig, TC"? Så slog følelsen af at blive set som et lyn gennem min krop. Jeg har forsøgt at bruge denne tilgang til at møde andre, der har brug for at blive set på samme måde.”
Drømmehuset
For seks år siden købte han sit drømmehus. Huset han drømte om som barn. Da han en dag opdagede, at huset var til salg, føltes det utænkeligt at afgive et bud. Det var for uvirkeligt at bo der. Og bestemt alt for dyrt. Men en ven fik ham overtalt til at gå efter det – og han vandt budrunden.
“Dette hus passer perfekt til mig og min sociale livsstil. Jeg kan samle mange mennesker og alle ved at huset altid er åbent og de kan kigge forbi. Som jeg lærte i Italien: Hvis jeg ikke har mad, så laver vi bare en pasta.”
Han inviterer jævnligt venner hjem til middage, frokoster, træning, sjov og hygge - bordtennis, basketball og træningssessioner.
Når jeg går nedenunder fra soveværelset hver morgen, går jeg ud på terrassen, nyder solen, den friske luft og omfavner udsigten. Så kniber jeg mig selv i armen og tænker: "Det her er for godt til at være sandt."
Han kigger ned under bordet. Hunden har igen lagt sig ved hans fødder.
“Og så elsker jeg at have «Bøtta» hos mig. Verdens bedste hund.”
Det lærte vi af TC
-
Giv aldrig op.
Det har været med mig siden barnsben. Evnen til aldrig at give op fik mig til at få mit første job hos Carnegie, og som min chef sagde til mig: "Vedholdenhed betaler sig".
-
Undervurder aldrig kommunikationens magt.
Mød alle mennesker med respekt og et nysgerrigt smil, ingen skepsis eller fordomme.
-
Bliv aldrig "voksen".
"Never grow up, Peter Pan, never grow up". At bevare barndommen og det ungdommelige i sig er vigtigt for livskvaliteten.
Fotograf: Truls Qvale
Journalist: Lasse Lønnebotn
MAN IN THE SHIRT: ”Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod” - citat Theodore Roosevelt i Paris, 1910. I portrætserien ”Man in the Shirt” møder BARONS erhvervsfolk med det til fælles, at de har sat sig selv i spil og på spil. Hvor finder de mod? Hvad er det vigtigste de har lært på vejen? Og hvad kan vi andre lære af dem?
