Highlights fra 2022

Highlights fra 2022

Opdateret: Februar 2023

Our Journey

Året der gik her hos BARONS har været præget af både op- og nedture. Præcis som det ofte er tilfældet i små virksomheder.

Det her er det lange skriv til dig, som er interesseret i et lille indblik bag facaden i vores virksomhed.

 

Premium business skjorter i 100% økologisk ELS-bomuld

Året startede med, at vi utålmodigt ventede på at lancere vores største nyhed nogensinde. Nemlig vores Generation 4 stoftyper i økologisk bomuld. Lanceringsdatoen blev først udskudt fire uger. Derefter i yderligere fire uger. Disse blev derfor først præsenteret i slut februar i stedet for start december, som vi havde håbet på. Det var frustrerende, men vores kunder viste heldigvis tålmodighed og forståelse for, at der i produktionen af et fysisk produkt godt kan opstå uventede forhindringer i processen.

Årsagen var egentlig ret simpel. Vores leverandører blev forsinket, hvilket startede en dominoeffekt, som betød, at vi mistede vores reserverede produktionskapacitet. Desværre er det ikke sådan, at der sidder 100 syersker klar uden andet at lave. Hvis man misser deadlines, så ryger produktionsallokeringen og det kan koste rigtigt meget ekstra ventetid.

Vores koncept handler om at gøre hverdagen lidt nemmere for manden i skjorten. Derfor skal vi selvfølgelig altid kunne levere lynhurtigt, til en fair pris og i en kvalitet, som virker hver eneste dag.

 

Derfor anvender vi økologisk bomuld

For næsten tre år siden valgte vi at igangsætte det mest ambitiøse projekt i vores virksomheds historie. Nemlig at opgradere alle vores stoftyper og i samme ombæring skifte alt fra konventionel til økologisk bomuld.

Vi siger ofte, at ”den mest bæredygtige skjorte er den, du slider op”. Det er der helt klart en sandhed i. Men samtidig kunne vi med hjælp fra det danske klimakonsulenthus Climaider regne os frem til, at vores skjorters klimaaftryk var faldet med næsten 50%. Et win-win på alle måder.

Jeg ved godt, at den travle forretningsmand ikke nødvendigvis tænker på økologi som det første, når han vågner mandag morgen og skal til et vigtigt møde. Funktionalitet kommer altid først. Men når det er sagt, så har vi altid haft en drøm om at bryde med status quo i branchen. Det inkluderer at bryde med dogmet om, at forretningsmanden ikke går op i et ansvarligt produceret produkt.

Vi jagter nogle hellige graler her, nemlig:

  • en 100% strygefri skjorte,
  • der er 100% bionedbrydelig,
  • uovertruffen holdbarhed
  • og med et klimaaftryk som løbende bringes tættere mod nul.

Det er store og komplekse opgaver, som påvirker hinanden indbydes.

 

Fremtiden er (fortsat) digital

I fremtiden kommer flere og flere områder i vores forretning til at blive digitaliseret. På overskriftniveau kan jeg nævne følgende:

  • Vi har nu fået digital retur, hvilket betyder mindre papir og hurtigere behandling.
  • Vi arbejder videre med at præcisere vores størrelsesguide-algoritme.

 

Michael Laudrup er vores første globale brand ambassadør

Ligesom de fleste andre børn født i firserne, har jeg også en helt særlig beundring for Michael Laudrup. Han er, i mine øjne, den indiskutabelt største danske fodboldspiller gennem tiden. Samtidig er han en person, som repræsenterer mange af de værdier, som vi sætter pris på her i forretningen. Passionen, fokus på den konstante forbedring og simplicitet.

Derfor var det lidt af en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da Michael mødte op på vores kontor og efter mange møder og snakke endelig kunne sætte sin autograf på ryggen af en hvid The Consultant skjorte. Herfra kunne vi igangsætte vores samarbejde, som meget passende går under navnet The Ambassador: En helt ny produktserie baseret på økologisk polostof.

 

The Ambassador Polo version 1.0

Allerede året forinden havde jeg rejst Portugal tyndt for at finde de rigtige partnere til at lave vores første piqué stoftype. Og nej, Piqué er ikke kun ham fra Barcelona, som var kæreste med Shakira. Piqué er faktisk en strikket stoftype, som typisk anvendes i den klassiske polo.

Hvorfor overhovedet lave en polo tænker du måske? For os har målet altid været at klæde manden på i hans karrierejse. Uanset om denne måtte foregå i hvid skjorte på Wall Street, som diplomat i civil i en polo i udlandet eller fra talerstolen på Christiansborg.

 

Hvid jul i White Month

Et koncept, som vi altid har haft det lidt ambivalent med er, Black Friday og hele julegaveræset. På den ene side så er det jo helt forståeligt, at mange køber deres julegaver til en god pris. Det skal de have lov til. På den anden side så er der også noget kollektivt vanvid, som jeg aldrig har brudt mig om. Hvis man ikke vil købe noget til regulær pris, hvor meget vil man så egentligt gerne eje det?

Særligt i tøjindustrien bliver dette et problem, da forbrugeren konstant bliver ansporet til at købe meget mere tøj end de kan nå at gå i og slide op. Vi vil gerne gøre det nemt året rundt at shoppe – når du har brug for skjorter. Og det må samtidig godt føles rart i maven.

Derfor valgte vi i julen 2022 at samle ind til sygdomsramte og udsatte børn i Danmark i samarbejde med børnefonden CoolUnite. Tak til alle jer, der via jeres ordrer var med til at donere 250.000 kr.

Også en særlig tak til vores investor Jacob Risgaard, som legede med da vi skulle optage kampagnefilm med Hugo på 5 år. Og til vores investor Kasper, som på falderebet trådte til og købte en masse The Founder Mini skjorter og dermed fik os helt i mål med indsamlingen. Det er fedt at vide, at vi har folk i baglandet med hjertet på rette sted.

Tak fordi du deler og følger med i vores vilde ambitioner og skøre idéer.

De bedste hilsner fra Joachim (Founder) og resten af teamet i BARONS.