Indkøbskurv

SHOP SLIM FIT SHOP SLIM FIT EXTRA LONG SHOP CONTEMPORARY FIT
← tilbage til bloggen
Man in the Shirt - Jean-Philippe Loyau - BARONS

”Jeg har en drøm, og du skal vide, at der kommer en dag, hvor jeg går efter den”

November 2019Man In The Shirt


For første gang i sit liv blæser Jean-Philippe Loyau på fornuften.


Han har truffet et valg, som har ulmet i ham længe. Beslutningen er livsændrende. Den betyder, at dansk-franske Jean-Philippe Loyau i dag bor tre-fire dage om ugen, i Paris på 21 kvadratmeter, på sjette sal uden elevator, mens hans gravide kæreste bor i deres lejlighed på Frederiksberg.

 
For han har ikke startet en virksomhed i Danmark, men i Paris, hvor han står bag Philie And The Jar, der laver glas med aftensmadmåltider, som storbyens karrieremennesker kan tage med hjem til familien.



Jean-Philippe Loyau udbetaler ikke løn til sig selv endnu, han kan ikke længere invitere hans kæreste ud at spise, han kører i en Toyota Aygo. Der er helt konkrete afsavn i det eventyr, han jagter, men det er Jean-Philippe Loyau afklaret med:

”Jeg klager ikke over situationen, og jeg har ikke dårlig samvittighed over beslutningen. Jeg har nok været lidt for konfliktsky i en årrække, og det er noget, jeg har arbejdet meget med. Det er vigtigt at have klarhed. Da jeg mødte min kæreste for to år siden, sagde jeg til hende med det samme:

"Jeg har en drøm, og du skal vide, at der kommer en dag, hvor jeg går efter den.”

Ligger i den franske DNA
I sit voksenliv har Jean-Philippe Loyau skabt sig det solide fundament, der gør ham i stand til nu at række ud efter drømmen, om at bygge en forretning op. Efter gymnasiet, som 18-årig, gennemgik han en to år lang jægersoldat-disciplinerende overbygning af gymnasiet – på classe préparatoire St Louis de Gonzague - med undervisning fra 8-17 hver dag, mundtlige prøver to aftener om ugen, og prøve hver lørdag eftermiddag i fire timer. Det var adgangsbilletten til en universitetsgrad på den prestigefyldte EDHEC Business School, i finansiering, økonomi og ledelse. Hans karriere begyndte med fire års ansættelse hos Deloitte inden for M&A, og i de seneste små fem år har han været hos Implement Consulting Group inden for strategi.

Skiftet er stort nu, fra at have været i den rådgivende funktion i mange år, til nu at skulle skabe noget fra bunden selv. Men iværksættergenet ligger i hans franske dna. Hans fars familie er fra Beaucourt, syd for Alsace, og tilhørte det protestantiske mindretal. Lang tilbage startede familien en messingvirksomhed, med produktion af alt fra gryder til ure. På et tidspunkt blev de spurgt af et par af deres fætre, om de ville investere i en nystartet virksomhed, som skulle producere biler. Fætrene tilhørte den mærkelige del af familien, og eftersom den etablerede del af familien ikke ville røre ved noget, der ikke havde en fremtid, takkede de pænt nej til at blive medejere af Peugeot.

 

 

Familievirksomheden ophørte i slutningen af 1960'erne. Historien om virksomheden, som var medgrundlæggere af den franske socialkapitalisme, blevet bragt videre i familien med stolthed, og har givet Jean-Philippe Loyau en ambition om at gøre det efter. Han har altid hørt om sin oldemor, som var en ”Japy” – familienavnet for det store franske industridynasti - og gik meget op i at gøre godt, nu når hun havde midlerne, for eksempel ved at støtte folk, der kom ud af fængslet og soldater i Første Verdenskrig. 

”Jeg har tit gået og tænkt på, at vi bliver nødt til at skabe noget igen. Jeg har spurgt mig selv: Hvad er mine højere mål? Hvad er det, jeg gerne vil huskes for?”

Hver gang han har spurgt sig selv, har svarene været tydelige. Han drømmer om at lave en fed arbejdsplads, der ikke kun kan tjene penge, men også give tilbage til medarbejderne og samfundet. Den måske vigtigste livssandhed, Jean-Philippe Loyau har indset i de senere år, er betydningen af at reagere på sin drivkraft og ikke tøve med at træffe beslutninger. 


”At træffe beslutninger er et fælles træk for folk, som er succesfulde og glade i livet. Jeg tror på at træffe beslutninger, frem for at overtænke. Hvis jeg nu som iværksætter var startet med at lave en grundig analyse af markedet, konkurrenterne og de potentielle kunder i en enorm -og hele tiden foranderlig madindustri, havde jeg kunne lave en flot konsulentrapport, men så var jeg ikke stået her, allerede godt i gang. At træffe beslutninger er alfa omega, og jeg har lært, at det er det, som gør mig glad. Jeg har en kæreste, jeg er iværksætter, jeg skal snart have et barn, timingen er helt ad helvede til, men jeg tror på, at der kommer noget godt ud af det.”


Da en af Jean-Philippe Loyaus venner i Frankrig hørte, at han var sprunget ud som iværksætter, var han første bemærkning til ham:

”Nå, så du er også startet? Du kommer ikke til at sove så godt i det næste stykke tid”.

Det har vist sig at være stik modsat.

”Jeg har aldrig sovet så godt som nu. For jeg har sluttet fred med mig selv. Hvis det lykkes med min virksomhed, er det fantastisk. Hvis det ikke lykkes, er det også cool nok, for jeg kommer til at lære en masse uanset hvad, og jeg kommer ikke til at fortryde. Derfor føler jeg intet pres.”

  

 

Jean-Philippe i The Lawyer

 


MAN IN THE SHIRT

”Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod” - citat Theodore Roosevelt i Paris, 1910. I portrætserien ”Man in the Shirt” møder BARONS erhvervsfolk med det til fælles, at de har sat sig selv i spil -og på spil. Hvor finder de mod? Hvad er det vigtigste de har lært på vejen? Og hvad kan vi andre lære af dem? 


FACTS

Jean-Philippe Loyau har boet 25 år i Frankrig, hvor han har en kandidatgrad i finansiering fra den prestigefyldte EDHEC Business School.

Hjemvendt til Danmark, var hans første job i Deloitte Corporate Finance i København, med fokus på køb og salg af virksomheder. Derfra tog han skiftet til management consulting i Implement Consulting Group, hvor han har lavet strategi, forretningsudvikling og meget mere for store selskaber og kapitalfonde.

Det helt store skridt har han taget nu: Efter 10 års rådgivning har han kastet sig ud i usikkerheden og er blevet iværksætter, som stifter af Philie & The Jar, der sælger premium convenience-mad i Paris.


FØLG VORES MISSION

Vi sender emails på samme måde, som vi skaber skjorter: Fokus på indhold, kun det essentielle og altid værd at bruge tid på. Det er et løfte.

Vi kvitterer med 10 % rabat på din første ordre (kode sendes pr. mail)

Hello You!

translation missing: da.layout.homepage.mailing_list_text

Choose Your Location

SELECT COUNTRY

  • Danmark (DKK)
  • EU (EUR)